lørdag den 4. oktober 2008

Primary Care Center - Bunny Hill

Sunderland Kommune indviede et nyt sundhedscenter i Bunny Hill i 2006, som betjener den nordlige del af kommunen, hvor sociale og sundhedsmæssige problemer er størst. Det er både private og kommune der er gået sammen om at samle aktiviterne et sted i denne del af byen. Sundhedscenteret betegnes som et eksemplarisk eksempel i England.

Sunderland har en overordnet strategi om at ydelser skal være der, hvor borgeren har brug for det. Huset rummer mange forskellige personalegrupper som f.eks. læger, socialrådgivere, terapeuter, kostvejledere, sundhedsinstruktører, bibliotekarer, personale fra den kommunale forvaltning og mange flere.

Alle personalegrupper har et fællesrum, hvor de spiser sammen. Alene det har givet den gevinst, at der i langt højere grad arbejdes sammen om den enkelte borger og nye ideer udvikles.

Der er følgende ting i Bunny Hill (se skiltet herover):

  • Wellnesscenter med motionsmaskiner og vejling i personlig træningsplan. De kalder det wellness i stedet for fitness, da lyder mere for alle.
  • Bibliotek
  • Borger service
  • IT- rum, hvor der gives undervisning på bestemte tider i løbet af ugen
  • Rådgivning og vejledning i forebyggelse af veluddannet personale
  • Apotek
  • Center for børn, her kan bl.a. lånes legetøj
  • Børnehave, her kan børnene være mens de voksne motionerer eller laver noget andet
  • Køkken, hvor der kan være madlavningskurser for familier
  • Praktiserende læger
  • Café
  • Mødelokaler, der kan bookes af alle. Også lokaler i en størrelse, der kan bruges til gymnastik
Eksempel på brug af centeret:
I Wellness Centeret kan borgeren få udleveret en usb pen med et individuel træningsforløb. Programmet på denne pen er udarbejdet så den hele tiden tager hensyn til aktuel kondition, og justerer så der hele tider er udfordringer. Den lagrer endvidere væsentlige sundhedsoplysninger som så efterfølgende kan bruges af instruktørerne, lægerne, kostvejlederne m.v. Ved ændrede behov kan borgeren bringes videre til andre tilbud i samme bygning uden ventetid.

Se mere på hjemmesiden: http://www.sunderlandbeacon.com/

Moor Hause Farm

Kl. 9.30 blev vi hentet af bus og kørt ud til Moor Hause Farm, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Sunderland ved Easington.
Moor Hause Farm er et nyopstartet projekt, som bliver drevet af kræfter, som ønsker at skabe et anderledes beskæftigelsestilbud, hvor dyrkning af økologisk frugt og grønsager er den bærende beskæftigelsesform.

Projektet er ret nyt og bygger i øjeblikket på drømme og visioner, som er ved at blive ført ud i livet.

fredag den 3. oktober 2008

Middag for værterne


Fredag aften inviterede Ikast-Brande Kommune 7 repræsentater for værterne, d.v.s. Sunderland Kommune og Autismeforeningen til middag på hotellet. Frank Sørensen overrakte officielle gaver og takkede for værtsskabet og et godt program.

Der blev sat fokus på fælles interessefelter - og udviklingsområder, ligesom vi bidrog med synspunkter i den pressemeddelelse Sunderland Kommune udsender.

Der blev også lagt op til fortsat kontakt mellem fagområderne vedrørende de fælles interessefelter der indtil nu er fundet og vi inviterer til besøg i Ikast-Brande Kommune. Et af fokusområderne for Sunderland Kommune kunne her være forebyggelse af misbrug blandt børn og unge.

Broadway Centre - misbrugsområdet


Misbrugsområdet besøg hos Broadway Centre in Houghton-Le-Spring. Vi mødtes i det gamle rådhus i Houghton.

Oplæget tog afsæt i “Safer Sunderland Strategy" som tidligere er udleveret som baggrund for oplæget. Kort fortalt går denne strategi ud på at få overblik over hvilke områder i byen der er stof eller alkoholproblemer. Disse problemer ses i forhold til en strategi, der primært skal ses som en aktiv handling, i forhold til at fjerne problemet. F.eks. at man via samarbejdet med politiet får informationer om, at der aktuelt den næste dag iværksættes en politimæssig indsats der anholder en række personer som sælger stoffer. Øvrige samarbejdespartnere informeres så efterfølgende om at de kan forvent at få mange nye henvendelser begrundet i denne indsats.
Hele indsatsen for alkohol og stofbehandling bygger en samlet overordnet politisk vision om at tilpasse tilbuddene til borgerens behov.

Strategien og Sunderland Kommunes handling er den samme, som vi i Danmark kender som en visitation og myndighedsopgave.

Baggrunden for indsatsen tager udgangspunkt i følgende samarbejdspartnere:
· Register over kriminalitet.
· Plan for at takle kriminalitet og forstyrrelser og uheldig adfærd.
· Relevante samarbejdspartnere (Partnership)
· Politiet
· Brandvæsenet
· Sundhedsafdelingen
· Politimyndigheden.

Der udarbejdes hver uge et kort over byen med zoner, der skal sættes særlig fokus på. Der har i Sunderland været en aktiv behandlingsindsats for stofmisbrugere, men ikke i samme grad for borgere med alkoholproblemer Dette forventer man, at der bliver afsat flere midler til i den nærmeste fremtid.

Der mangler en aktiv indsats på det forebyggende plan. Vi inviterede til et samarbejde på dette område. Der er mange fællestræk fra behandlingsindsatsen og behandlingsmetoderne i Danmark til Sunderland. Der er som afslutning på oplæget givet tilsagn om fortsat informations og vidensdeling, og der vil blive arbejdet på et evt. senere samarbejde.

The Close Short Break Facility - autismeområdet

Dagen sluttede med et besøg i The Close Short Break Facility. Et aflastningshjem med plads til 12 af gangen.

Stedet lagde vægt på, at brugerne var på ferie, hvor kursus niveauet var lav. Stedet var primært for psykisk og fysisk udviklingshæmmede.

Stedet var præget af entusiasme og engagement, med stor lyst til fremvisning.

Carly Hill - autimeområdet

På Carly Hill fik vi frokost. Vi blev meget inspireret af deres powerpointprogram, hvor brugerne selv er med til at redigere og indlægge videotekst. Det er en blanding af pictogrammer, foto, tekst og video til brug for dagsprogrammer og handle-/metodeplaner og også til stor fornøjelse for de pårørende.

Efterfølgende besøgte vi kort bekæftigelsesstedet, hvor det omtalte program blev vist i praksis. En serieproduktion med meget simple og detaljerede programmer. Brugerne var moderat til svagt fungerende, men formåede på trods af det at lave nogle meget fine produkter: T-shirts, fuglehuse, postkort etc.
Link til hjemmeside: http://www.tawas.org.uk/





Multi-Purpose Centre

Washington Multi-Purpose Centre kan bedst beskrives som et dagtilbud primært for udviklingshæmmede. Centret har en kapacitet på 100 dagcenterpladser og 40 daghjemspladser. Variationen i brugernes behov svarer, som vi kan vurdere den, til variationen i Ikast-Brande Kommune incl. tilbud på Brande Åcenter. Enkelte brugere med ASF var også tilknyttet stedet og havde deres personlige hjælpere med.

Langt de fleste brugere bor hos familie. Nogle få bor på bosteder og nogle få bor i selvstændig bolig.

Også på dette sted er det en fremtrædende tænkning, at alle brugere i størst mulig udstrækning indgår i almindelige samfundsaktiviteter også til støtte for deres selvværd. Eksempelvis arbejder en bruger 1 dag om ugen som vejviser ved hovedindgangen på et hospital.

Meningsfuld aktivitet er generelt i fokus. Således var man i dagcentret i gang med restaurering af en MGer. Meningen er, at efter restaurering sælges bilen - eller anvendes som udflugtsbil for brugere med personale. Vi mødte en bruger igang med polering.

Centret har stort fokus på personaleudvikling og omskoler mange - også mænd - bl.a. fra værfts- og kulmineindustri. Deres livserfaring er værdsat kompetence.

College for Autister


Vi startede dagen med et besøg på ESPA´s hovedkvarter - efter vi i går eftermiddag havde besøgt college og bosted.

I dag hørte vi primært om det 3-årige uddannelsesforløb på deres college, som er financieret udelukkende af offentlige midler. Eleverne er imellem 16-25 år og kommer fra hele England. College her er en af fire specialtilbud for unge, primært aspergere.

De viste os bl.a. noget af deres dokumentationsmateriale vedrørende finansiering for hver enkelt. Skolen arbejder med målbare kvalitetsskemaer, modsat bodelen i går, hvor der ikke var krav om dokumentation.

To af eleverne, som vi også havde hilst på i går, fortalte deres livshistorie og berettede om, hvad de havde lært og været glade for. Vi ville gerne have haft mere tid til at tale med de to elever, men det tillod tiden ikke.

torsdag den 2. oktober 2008

Harwood Court - kronisk sygdom

Vi mødtes med Jim Usher og Peter Oliver, der fortalte om organiseringen af boliger og hjælp til mennesker med forskellige behov for hjælp. Kommunen har i dag lukket det sidste gamle plejehjem og der er nu lejligheder til alle der skal have døgndækket hjælp. De fleste nye steder er bygget af private, men drives med kommunens personale. Der er indført hjælp om natten så borgere kan blive i eget hjem.

Af særlige indsatser har de i Sunderland:


  • Et team der kan rykke ud for at forebygge indlæggelse eller genindlæggelse ved at yde en ekstra indsats

  • Demensteam

  • Palliativ team

  • 12 dagcentre

  • Telecare med røgalarmer, nødkald - de har 22.000 borgere med en form for kald. De bruger telemedicin på mange områder, her kan vi lære noget af dem.

  • Mulighed for aflastning i eget hjem

  • Der tilbydes et forebyggende besøg når borgeren bliver 65 år - et årligt tilbud.

  • Tilbud om varm mad eller frostmad til en uge af gangen

  • Primary Care Center, hvor folk bare kan komme ind til rådgivning, vejledning, måling af blodtryk, graviditetstest, klamydiatest, udlevering af prævention. Der er 3 i Sunderland by. Det er en slags sundhedsbutik, det lyder spændende, det er noget vi kan overveje.

Af indsatser til mennesker med kronisk sygdom har de undervisning af familien i at leve med f.eks. sukkersyge eller lungesygdom, de underviser individuelt til hele familien.

Forebyggelse af livsstilssygdomme - her er indsatsen især målrettet børn.

Lægehusene er et slags sundhedscenter med specialsygeplejersker, familiesygeplejersker og sundhedsplejersker.

Vi fik lov at besøge en blind beboer i kørestol. Det var en velindrettet 2 værelses lejlighed med mange smarte ting f.eks. en microovn, der er talestyret, forskellig dufte i hver rum, så hun ved hvor hun er, fjernbetjente vindues- og døråbner, loftlift, nødkald og toilet der kan skylle efter og tørre.

Til sidst fik vi demonstreret en oppustelig lift der kan hjælpe en person op fra gulv igen efter fald. Liften blev pustet op af en kompressor, men vejede og fyldte ikke ret meget. Se billederne herunder.


Misbrugsområdets besøg hos YDAP

Indsatsen for unge alkohol og stofmisbrugere i alderen 11-18 år i Sunderland varetages af en organisation som hedder YDAB og som har en samarbejdsaftale med Sunderland. Organisationen er sammensat med et fælles team med 6 personer. De har via samarbejdsaftalen lov til at have indskrevet 100 personer.

De kan iværksætte en indsats ud fra en overordnet screening, som danner baggrund for at der udløses et beløb fra Byrådet til varetagelse af opgaven. De arbejder ud fra en anerkendende tilgang til de unge, og bruger i arbejdet med de unge en kognitiv tilgang. De møder de unge hvor det giver bedst mening. Nogle gange mødes de i området hvor de bor, eller på en skole hvor der er særlige problemer.De fleste kommer dog på stedet, hvor der også er mulighed for at være sammen med andre unge.

De behandlingsmetoder de benytter som f.eks. kortlægning af problemerne, samt en fælles strategi med den unge i forhold til hvad der skal arbejdes med, for at sikre at misbruget stopper er konkrete, skriftlige og meget metodeopbygget. De kan i samarbejde med misbrugslæge iværksætte substitutionsbehandling med fastsat nedtrapningsperiode i et kortvarende forløb.
De møder de unge med det menneskesyn, at de ikke er et problem.

På alle måder er deres organisering samt deres behandlingsmetoder i meget høj grad lig den som vi benytter i Ikast-Brande kommune. Det at de kan tage unge ind og iværksætte en målrettet indsats så snart problemerne er synlige og kendte betyder at de har en meget god effekt af deres indsats.

Efter et år hvor de systematisk har registreret kan de påvise en effekt fra 52% til nu 63% af alle indskrevne unge som helt stopper med deres misbrug. De er dog meget optagede af at unge i Sunderland drikker tidligere og tidligere. De har aktuelt mange som starter allerede når de er 11 år gamle. Ofte er det forældrene der køber alkoholen til de unge.

Misbrugsområdet fortalte om det forebyggende SSP samarbejde i Ikast-Brande kommune, og specielt om alkoholprojektet som har kørt over en 6 års periode, og har haft den effekt at unges debutalder er steget betydelig. Misbrugsområdet i Sunderland gav klart udtryk for de kunne ønske sig et samarbejde hvor de kunne lære os at takle unges alkohol/stofproblemer, hvis de så til gengæld kunne blive klædt på til at iværksætte en holdningsproces med det mål at hæve unges debutalder.

En repræsentant fra Sunderland Kommune ville gerne medvirke til opstart af et samarbejde.
Der blev aftalt, at vi kan udveksle div. rapporter, ideer, forslag og, at vi fremover kan holde kontakten og evt. arbejde på at udveksle medarbejdere med det fælles mål at opkvalificere, nyudvikle m.v.

South Hill - Bosted for autister


Efter besøg på Croft Centre gik vi til South Hill, hvor vi fik en rundvisning på et bosted for 5 dårligt fungerende mennesker med ASD.

Det var også en gammel og rummelig bolig med lås på alle døre. De ansatte var alle tidligere minearbejdere m.v. Der var en rigtig god atmosfære i huset og som Poul Shattock udtrykte det er det mennesker med hjertet på det rette sted.

Aktivitets tilbud til autister



Hele gruppen nød frokost på Croft Centre tilberedt og serveret af brugere. Efter frokost delte vi os igen i tre grupper.

Autisme gruppen fik en grundig rundvisning på stedet, hvor vi blev præsenteret for de forskellige værkstedstilud. Personalet er uddannet indenfor de værkstedstilbud, som stedet tilbyder f.eks. digital foto, trykning, værkstedstilbud og lerarbejde. Derudover får de seks måneders kursus i autismeforståelse, som består af 3 praktiske dage og 2 teoretiske dage i hver uge. Stedet har 70 brugere, som selv bestemmer, hvor mange dage de kommer. De vælger også selv hvilket værksted de ønsker at deltage i.

Der er 18 ansatte på Croft Centre til instruktøropgaverne. Mange brugere kommer med egen hjælper, som deltager i dagens aktiviteter. Centeret ligger i et gammelt, nedlagt plejehjem med masser af atmosfære.

Vi oplevede stor entusiame på stedet og glæde over at arbejde der. Personalet gav udtryk for at have god tid til brugerne, idet administrativt arbejde var nedprioriteret.

Sunderland City Council

Sunderland City Council fremlagde deres visioner og mål for handicapområdet og skitserede den overordnede planlægning på kort og længere sigt. Der er mange elementer i strategien, vi kan nikke genkendende til og vi ser frem til at se, hvordan indsatsen udføres i praksis.

ESPA uddannelse og service for autister


Disse oplæg blev fulgt op af en introduktion til ESPA-Education and Services for People with Autism. ESPA er en velgørende organisation, der driver en række tilbud for autister, som vi besøger en del af, og som vi defor omtaler senere i bloggen.

Autismeforeningen

Efter receptionen hos borgmesteren fik vi en præsentation af Autismeforeningens tilbud i området. Ud over generelle tilbud om information og rådgivning har foreningen konkrete tilbud om f.eks. "parent to parent" uddannelse, aflastningsordninger for familier og en særlig støtte til nydiagnostiserede og deres familier.

Vi fik også en orientering om den lokale autismeforenings drift af skole- og uddannelsestilbud - med særlig fokus på overgangen til voksenliv, herunder bolig og arbejde.

Modtagelse i Sunderland Kommune


Kl 9.30 var vi inviteret til reception af Sunderland kommune, her blev budt velkommen til Sunderland af borgmester Clir Mary Smith.

Sunderland kommune har 283.700 indbyggere, heraf er 45.800 over 65 år.
Der er ca. 24% med en kronisk lidelse (ca. 36.000).

onsdag den 1. oktober 2008

Ankomst til Sunderland onsdag aften



Vi ankom til lufthavnen i Newcastle kl. 20 - ca. 2 timer forsinket fra Amsterdam.
I lufthavnen stod professor Poul Shattock og bød os velkommen, han er vores kontaktperson i Sunderland. Poul Shattock er professor ved Sunderland Universitet, generalsekretær i Verdens Autisme Forbund og en fremtrædende forsker indenfor autismeområdet.

Vi blev kørt til Hotel Marriott, Hvor næste dags program blev gennemgået.

På vej på studietur

4 medlemmer fra Ikast-Brande Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg tager i dag afsted på studietur til Sunderland, hvor de skal høste nye erfaringer på områderne autisme, misbrug og kronisk syge.

Sammen med en gruppe af kommunens medarbejdere skal udvalget i de næste dage besøge
  • Bo- og dagtilbud for borgere med autismespektrumforstyrrelser
  • Tilbud om stof- og alkoholmisbrugsbehandling
  • Tilbud til borgere med kronisk sygdom

Der vil på denne blog løbende blive rapporteret om oplevelser fra studieturen i Sunderland.